Artikler

BMV

Tekst: Kurt Fisker Jensen.

Fotos: Flemming Hübschmann/Finn Bendorff Pedersen.

BMV er en forkortelse af Brødrene Müller, Vollerup (på Als). Fabrikken blev grundlagt i 1930 af tvillingerne Hubert og Arthur Müller. Den producerede bl.a. ventiler til Danfoss/Mads Clausen. I 1948 foreslog Jacob Koch fra Sportsmagasinet i Sønderborg, at brødrene skulle starte en produktion af fastspolehjul. Brødrene tog sagen op, og ved hjælp af fingernemme og gode medarbejdere lykkedes det at fremstille 7 forskellige fastspolehjul over en 8 års periode frem til 1956-57, hvor også det danske marked blev "oversvømmet" af billige og ofte teknisk gode japanske fiskehjul.

Logo: Bogstaverne B, M, og V placeret imellem to cirkler med 3 stjernetakker, der adskiller bogstaverne fra den inderste cirkel ud til den yderste. På hjulene er dette logo rødt.

De enkelte BMV hjul, der alle er til ventrehåndsindspinning, er:

BMV Model A.

BMV - model uden bogstavsbetegnelse, normalt benævnt "A" (ikke at forveksle med BMV, model "Andrika"). Produceret 1948 i ca. 600 stk. Hjulet ligner meget en kopi af et D.A.M. Senior. Hjulhus og spolehus blev sandstøbt ifølge hvad vi har fået at vide.
Hjulfakta: sort hammerlak . Geartype: rulledrev. 3-cifret nummer i hjulfod.

BMV Model B.

BMV - model B, produceret 1952/54 i ca. 2.000 stk.
Hjulfakta: hjulhus og spolehus i grøn hammerlak. Rulledrev. 4-cifret nummer i hjulfod. Hjulet er med i "Jaguar Fiskenyt" første gang 1956.
 

BMV Model C.

BMV - model C, produceret i 1955/56 i ca. 8.000 stk.
Hjulfakta: hjulhus og spolehus i mellemgrøn hammerlak. Rulledrev. De først producerede var karrygule og ikke hammerlakerede. 3-cifret nummer i spolehuset. De mellemgrønne ( flest ) med 4-cifret nummer. Hjulet er med i "Jaguar Fiskenyt" første gang 1957.

BMV - model D, produceret 1955 i uoplyst antal.
Hjulfakta: hjulhus og spolehus i gulgrøn hammerlak. Snekkedrev.
De først producerede var ikke hammerlakerede og med 3-cifret nummer i spolehuset. De hammerlakerede er med 4-cifret nummer.
Lille plade med logo limet på sidepladen. Hjulet er med i "Jaguar Fiskenyt" første gang 1957.
Papæsken til D-modellen er med engelsk tekst.

BMV - model E, produceret i 1955 i ca. 7.000 stk.
En billigere udgave af D-hjulet. Nylongear og spole
Hjulfakta: rødbrun hammerlak. Snekkedrev. 4-cifret nummer i spolehus. "BMV" og "Made in Denmark" støbt i sidepladen.

BMV model F.

BMV - model F, produceret i 1955/56 i ukendt antal.
En billigere udgave af C-hjulet. Nylongear og spole.
Hjulfakta: hjulhus og spolehus i rødbrun hammerlak. Rulledrev. 4-cifret nummer i spolehus. "BMV" og "Made in Denmark" støbt i sidepladen.

BMV - model "Andrika", produceret 1956/57 i ca. 2.000 stk. og solgt til det amerikanske marked, efter Hubert Müllers forretningsrejse til USA og Canada. Salgsprisen i forretningerne var 27,50 dollar.
Hjulfakta: Karrygul hammerlak. Snekkedrev. 4-cifret nummer i spolehuset. Eneste BMV hjul med trykknapudløsning af spolen. Papæsken til Andrika-modellen er med engelsk tekst og indeholder oprindelig et 6 måneders garantibevis.

Fælles for modellerne B, C og D: Helbøjle, justérbar slirebremse foran, indstilleligt bagstop med knarrelyd, alle pressestøbte dele er elektrolysebehandlet og ovnlakeret, spole af eloxeret aluminium, bøjle, bøjlearm og spoleaksel - i hvert fald på model C og D - er af rustfrit 18-8 stål. Model D har et SKF kugleleje. Model C og D har en bedre udformning af bøjlen op mod linelejet end den tidlige B-model. Det asymetrisk ophængte fingergreb er karakteristisk for de fire første modeller, men ses ellers sjældent. Spolebremsen har på disse hjul kun en enkelt bremseskive, en filtskive med beskeden diameter. Til B, C og D hørte 2 spoler med forskellig kapacitet, da den ene spole var forsynet med udfyldningsring. Ifølge fabrikanten rummede spolen uden udfyldningsring, kaldt "dyb spole", 250 m 0,30 eller 160 m 0,35, mens den anden spole, benævnt "flad spole", kunne tage 250 m 0,25 eller 150 m 0,30.

Foruden disse 7 "standard-modeller" findes mange "blandede" hjul, samlet af forskellige dele fra forskellige hjul. Tidligere ansatte har oplyst, at de ofte samlede "blandede" hjul på grund af mangel på enkelte dele.

I "Sportsfiskeren" nr. 6, 1958, har BMV en helsides annonce, der bl.a. oplyser eksporttallene for 6 måneder: 3044 hjul til det nordiske marked og 1012 hjul til USA og Canada.
I 1957 eller 1958 overgår en del værktøjer og halvfabrikata til hjul fra brødrene Müller til Høyers Krudtværk i Frederiksværk. Det bliver senere til de meget lidt kendte, og dermed sjældne "Mermaid 350", der kun er fremstillet i mellem 50 og 100 eksemplarer, som ikke er solgt i "almindelig handel" i Danmark, men formentlig helt eller delvist til Høyers Krudtværks kunder i USA. Indtil 2003 har DGK kun kendskab til eet eksemplar at disse hjul. Mermaid 350 er med snekkedrev. Hjulhuset er sortlakeret, spolehuset lysegråt, med sort eloxeret spole og med stjerneformet bremseregulering samt trykknapudløser. Modsat håndtaget ( venstrehånds indspinning som på alle BMV hjul ) sidder en rektangulær etiket med navnet "Mermaid 350 og en cirkelrund etiket med teksten: "Høyers Krudtværk, Frederiksværk". Der er ingen fabrikationsnummer i Mermaid.

Als pirk, 25 gr. i kobber-, sølv- og messingfarve.

BMV har også produceret en "ALS pirk". En almindelig Bergman type mærket med det karakteristiske logo, BMV, placeret i en cirkel. Pirken er endvidere mærket med navnet "ALS" på langs sammen med angivelse af vægten, 25 gram. Pirken findes kun i denne ene størrelse i forsølvet, messing og kobber.

Kilder:
Steen Vinkel (se Steens artikel i "Fisk og Fri", 1/93 ), Flemming Hübsmann og Per Andersen (DGK medlemmer ). Heinz Gerhard - formand for DGK (se artikel i Loppefiskeren, april 1999, om "Mermaid 350"). BMV's egne prospekter, der lå i hver æske ved køb.
De anførte produktionstal for de enkelte hjul stammer fra en tidligere ansat - og må, med henvisning til det store antal BMV hjul blandt samlere, antages at være i underkanten at de reelle produktionstal for flere af hjulene.

Til toppen !

Til toppen !

Tid til lænestolsfiskeri.

Klimaet, Voldborg og de andre nordiske vejrguder er ikke nær altid indstillet på, at vejr og vind på vore breddegrader skal være af en sådan beskaffenhed – at vi lystfiskere bare lige kan tage på fisketur efter forgodtbefindende. Dette sammen med fredningstider giver mange uger, ja flere måneder, hvor vi vandrer hvileløst rundt og venter på fisketidens komme.

Nogle kaster sig over at bygge fiskestænger, binde fluer, vedligeholde grej og 117 andre ting til faget hørende. En voksende skare begiver sig dog til den suverænt bedste fritidssyssel for indelukkede lystfiskere, nemlig lænestolsfiskeri – kender du det?

Se det er en disciplin, der bedst nydes i de måneder, hvor regn og slud slår mod vinduerne, og holder forstandige lystfiskere inden døre. Har frosten sat ind – og søerne har fået ’låg’ skal jeg i hvert fald ikke ud og fumle rundt på isen, som en anden Disney-Bambi med risiko for brækkede lemmer. Næh, så er lænestolsfiskeriet langt mere sikkert. Det kan drives på utallige måder, også meget personlige - opelsket gennem flere generationer. En højst anbefa-lelsesværdig måde for begyndere er følgende:

TREFINGERSJUS

Du udser dig husets suverænt bedste stol eller sofa, når freden er faldet over hjemmet. Konen og børnene er sendt i byen, i seng eller lignende, hunden er luftet og fjernsynet slukket. Du ifører dig nu en af din ynglingsforfatteres bedste bøger – om lystfiskeri forstås, et skoldhedt krus kaffe, måske en lille èn – f.eks. en tolvårs trefingers sjus, en ældre cognac eller et glas portvin af de bedre. Hvis du ikke er helt grøn i disciplinen, kan dit favorithjul med tilhørende stang haves inden for rækkevidde (kun bunddelen af hensyn til lamper, vaser og andet inventar).

Sving nu benene op og sæt dig mageligt tilrette, måske med en pude eller to. Har du hjemligt ildsted, bør der være tændt op, og hører du til den jagede del af befolkningen der har hang til røgtobak, så få ild på piben eller cigaren. Læn dig så tilbage og slå op i bogen, og begiv dig ind i lænestolsfiskeriet verden. Tag nu med Svend Saabye til Valdemars Å, med Svend Methling på en sjællandsk sø – eller med Johani Aho eller Hans Lidman til Nordskandinaviens strømme. Måske med Negley Farson til en fjern verdensdel – eller hvor du nu har lyst til at tage hen i dag. Det kræver ingen færge- eller flyreservation, pas eller valutaveksling og anden galskab, der gør fæle indhug i familiens pensionsopsparing. Nej, bare lidt frodig fantasi er en forudsætning.

LÆRKENS TRILLER

Du er nu taget på fiskeri i litteraturen, og inden længe hører du ikke længere regnen på ruden og blæstens rusk i tagskægget. Du er nu ved den jyske å, på myren deroppe i nord eller i båden på søen, og kan efter en tid både se og dufte hvor fantasien og bogen har bragt dig hen. En svag duft af den jyske muld, lærkens triller, brisen i de svenske grantræer deroppe – de hyggelige kluk fra bådens bord. På forunderlig måde trænger naturen og sceneriet ind i din stue. Lad du roligt fantasien løbe, fat måske stangen og kast til ørreden deroppe i svinget, laksen ved den store sten – eller gammelgedden dernede i dybet. Netop det kast som du har så svært ved i virkeligheden, bliver perfekt og fluen eller blinket rammer præcist hvor du havde planlagt det. I dagens anledning er det naturligvis din drømmefisk der kroges og fightes, og til sidst landes som du har drømt om. Mærk fiskens ryk og hør lige knarrens liflige melodi – næsten som var du der selv.

GANSKE UFARLIGT

Man kan også lade sig forføre helt i forfatterens vold, iføre sig den skrevne handling og blot være i hans sted. Men ikke sjældent bliver man ført bort ad fantasiens vildveje, og tankerne går på helt egne eventyr langt uden for bogens sider. Uanset hvad er det ganske ufarligt, du falder hverken i åen eller udenbords – og fiskeretten koster ikke noget. Og du behøver hverken den tykke trøje eller rednings-vesten, som henholdsvis fruen og loven ellers påbyder.

Jørgen Holst’s bog fra 1649

Se det er lænestolsfiskeri når det er bedst, og det kan bedrives af alle, uanset køn, alder og politisk observans. Der skal ikke købes fiskekort, nye fiskestænger og smarte hjul i fleretusindkroners-klassen, ej heller faconsyede neoprenwaders eller modefarvede fiskeveste med 40 lommer. Bare du har lidt af barndommens frodige fantasi i behold, så er du godt på vej.

Lænestolsfiskeri burde kunne ordineres af læger, psykologer og andre hjernevridere. De ville komme en god del længere med denne ugiftige om end vanedannende medicin, i stedet for alskens giftig psykofarmaka, der langsomt men sikkert nedbryder folks i forvejen hårdt prøvede korpus. Eneste kendte bivirkning ved lænestolsfiskeriet – er en stadig stigende og dragende trang til at begive sig mod kyst, å eller sø med stage i hånd.

Brændstoffet til disciplinen er naturligvis en god bog. Den kan lånes gennem det fine danske biblioteksvæsen eller af en fiskekammerat. Men nydelsen bliver altså både nemmere, og en ganske anden, hvis bøgerne kommer fra egen hylde og ejerskabet er dit. Så en række egne lødige fiskebøger, der kan nedtages når lyst og behov melder sig er absolut at foretrække. Det har mange lystfiskere indset, og er begyndt at anskaffe nogle håndfulde gode læseværdige bøger til hylden i fiskeværelset. Risikoen for med tiden at nogle langsomt bliver angrebet af bibliofilien, kan på sigt danne grundlag for at de pågældende udvikler sig til rigtige bogsamlere.

RIGELIGE MÆNGDER

De bibliofile med lystfiskeri som speciale har udviklet sig voldsomt den sidste  snes år, hvilket udbud og efterspørgsel klart viser. Men det er heldigvis sådan, at nogle af de mest læseværdige bøger findes i rigelige mængder, og med lidt lystfiskertålmod kan de findes uden problemer. Langt de fleste skønlitterære lystfiskerbøger, som er de mest egnede til lænestolsfiskeriet – kan skaffes gennem landets mange antikvariater. Og det er til priser der ofte ligger under prisen for en af de mange nye bøger, som forlagene ukritisk spytter ud i disse år. Tag f.eks. dansk lystfiskeris nestor Svend Saabyes vidunderlige Lystfiskerliv som i 1. udgave er rendt slemt i pris, men som fås i senere udgaver til en brøkdel af prisen. Læseværdien er helt den samme, og lænestolsfiskerens fantasi er ligeglad med oplag, udgave og indbinding.

NÆSTEN 500 ÅR SIDEN

De svært angrebne bibliofile vil dog meget gerne have 1. udgaver og de rigtigt svære og sjældne udgaver. Og der er da også nok at tage fat på, hvis man vil udvikle sig i denne hobby. Vi regner nemlig den danske litteratur på området for at starte i 1533, hvor en nu desværre bortkommet lille oversat bog udgivet af Hans Viingaard i København, omtaler 27 måder at fange fugle og fisk på. Mange af Viingaards andre bøger er dog bevarede, da han blev hentet til Viborg fra Tyskland for at trykke polemiske skrifter i reformationens tjeneste, og siden slog sig ned som bogtrykker i København.

Der imod kender vi en håndfuld eksemplarer af Jørgen Jørgensen Holst bog fra 1649 En Liden Artic oc Konstrig Fiskebog – som er èn af en halv snes praktiske bøger (kogebog, husholdningsbog m.v.) som udkom samlet med titlen Oeconomia Nova i årene omkring Chr. d. 4’s død (og i øvrigt 4 år før The Compleat Angler af Izaak Walton). Bogens herlige undertitel giver lyst til nærmere bekendtskab; Om adskillige Fiskefang / Hvorledis Mand med Største Lyst / Fordel / Konst oc Behendighed kann Fange alle Slags Fiske !

MANGEN EN FORNØJELIG TIME

Næste skud på stammen er godt 150 år senere, nemlig fra 1801, hvor Johan Werfel oversætter en tysk bog til dansk. Det er fiskemester ved Frankfurt a.d. Oder, Johan Benjamin Meissners Fiskebog – som har mindst en ligeså hyggelig undertitel; eller Anviisninger til at fiske til huusbrug og for sin Fornöjelse med Garn, Kroge, Ruser eller Henderne – og så slutter den med det herlige; ved hvis anvendelse man ikke alene kan fange Fisk i mængde, men ogsaa forskaffe sig mangen en fornøielig time ! Lyder det ikke som rendyrket lystfiskeri skrevet for mere end 200 år siden?

Både bogen fra 1649 og 1801 er yderst sjældne, og der kendes kun ganske få af disse bevaret. Vil du alligevel gerne se bogen fra 1649 og  have lyst til at studere 1600-tals dansk fra de år hvor Izaak Walton lagde sidste hånd på sin berømte bog The Compleat Angler (1653) i Shakespears England - kan et eksemplar af Holst’s bog fra 1649 – erhverves i senere facimileoptryk. Et fra 1963 og et senere fra 1980, som med lidt held kan erhverves antikvarisk for meget rimelige penge.

ARTHUR FRA VIBORG

I sidste halvdel af 1800-årene sker der lidt mere med fiskelitteraturen, her kommer en meget aktiv vestre- og skolemand Arthur Feddersen på banen med Færskvandsfiskeriet i 1873 (ny udgave i 1894) Langt fra alt er forfattet af Feddersen selv, da man næsten ordret kan finde kapitler kopieret fra samtidige engelske bøger. Men ingen tvivl om at Feddersen er en kompetent og vidende lystfisker, han har blot som mange før ham brugt foreliggende godt materiale. Han skrev en del i Lysfiskeri-Tidende, og oversatte bl.a. uddrag af Izaak Waltons bog i anledning af dennes 300 årsdag i 1893, og fødte måske derved noget af tanken om den senere komplette oversættelse som Lystfiskeri-Foreningen forestod 50 år senere?

Victor Hansen var højtstående dansk flådeofficer, overlods, redaktør og interesseret i biller, som han skrev bøger om. Han oversætter i 1893 svenske Victor Balcks samling af bøger –  Illustrerede Idrætsbøger I-II, 2 store bind, hvor af det ene indeholder bogen Lystfiskeri – der som de andre også blev solgt som separate bøger. Fiskeriet var originalt forfattet af den svenske biolog Rudolf Lundberg, der som mange flittigt havde lånt fra andre.

KAREN BLIXENS FAR

Vilhelm Dinesen (Karen Blixens far) udgav sine uforlignelige bøger Jagtbreve 1889 og Nye Jagtbreve i 1892 under det det navn han fik at de amerikanske indianere, hvem iblandt han levede som pelsjæger i nogle år – Boganis. Mange af disse skønne noveller omhandler lystfiskeri, som Dinesen tilstod var det næstbedste i livet efter jagten. Hans eget jagt- og fiskeliv blev dog forkortet, da han ved egen hånd sluttede i sin bylejlighed i København.

I 1926 indkalder Æ Sko’mar – legenden fra Skjernå, skomager-mester Hans Bache – til stiftende møde af den forening der senere skal udvikle sig til Danmark Sportsfisker Forbund. Foreningens første formand blev Oberstløjtnant Carl Theodor Wegener, der ud over at være maler og billedhugger, en tid tjente som Christian d. X’s adjudant. Han var ivrig lystfisker og en af pionererne i dansk fluefiskeri. Han laksefiskede nemlig i både Danmark, Norge og på Island før århundredskiftet. Samme år som han indtog formandsposten, udgav han bogen Håndbog i Sportsfiskeri, som vel nok er den første rent dansk forfattede bog om vores hobby. Den er absolut læseværdig og i dag 80 år senere kan man fint finde et par nyttige tips.

Wegeners bog bliver starten på en lang række aktive danske lystfiskeres udgivelser, og blandt andet Ludvig Svendsen, indehaver at den stilfulde forretning – Jagt & Fiskerimagasinet – udsender gennem den følgende snes år en række instruktive bøger, der samtidig smart sørger for at omtale det nyeste grej på markedet, som man meget dynamisk netop kunne købe i hans forretning i Studiestrædet.

Paul A. Wellendorf – ligeledes erhvervsaktiv i branchen – skrev nogle gode bøger i de følgende år, som lærte mangen en knægt om den herlige hobby. Wellendorf – eller PAW, som han ofte underskrev sine artikler, blev desværre ikke helt værdsat i sin samtid. Men årenes løb har vist, at ikke mindst hans Lystfiskerens Håndbog (1967) stadig er noget af det bedste instruktive der nogensinde er lavet om dansk lystfiskeri. Desværre oplevede PAW ikke oprejsningen, da en færdselsulykke brutalt tog ham af dage i 1969.

DEN FULDKOMNE FISKER

Man kan ikke snakke om lystfisker-bøger uden at komme ind på Lystfiskeriforenings flotte satsning i de mørke besættelsesår, nemlig oversættelsen og udgivelsen af Izaak Waltons The Compleat Angler. Den udkom på Waltons 350 års fødselsdag den 9. august 1943. Bogen er kommet i talrige oplag siden, og skulle du få lyst til at stifte bekendtskab med den såkaldte lystfiskernes bibel, er den til at finde i landets antikvariater for meget rimelige penge. Det er ikke en fiskebog i almindelig forstand, men giv den en chance – og fanges du ikke første gang du forsøger, så læg den væk og prøv om nogle år igen.

Noget af det bedre i den mere fortællende genre ser vi fra kongelig skuespiller og teater-instruktør – Svend Methlings hånd efterkrigsårene, hvor ikke mindst hans Der er en Verden udenfor Verona – en samling noveller - er herlig læsning. Også Svend Saabye skriver flittigt i fagbladene – artikler som senere danner grundstammen i en af hans bøger. Men i en klasse for sig hører Lystfiskerliv fra 1957, hvor Saabye sublimt kombinerer sine ypperlige tegninger med både sit instruktive talent og sin blændende fortællekunst. Det kan vist ikke gøres bedre, og bogen har da også ved flere senere udgaver cementeret sin position i dansk lystfiskerlitteratur.

Vi regner med at den danske lystfiskerlitteratur tæller noget nær 200 titler fra de første 450 år – og fra ca 1980 og til i dag mindst lige så mange. Klassikerne ligger ikke overraskende i den første gruppe. Der er nemlig bedrøveligt langt mellem gode nyudgivelser i dag. Mange af dem må betragtes som ”gammel vin på nye flasker” altså ikke noget, der ikke er skrevet før. Bevares, der er da heldigvis undtagelser, men bøger egnet for lænestolsfiskeri skal ofte findes i de meget produktive år 1940 – 50 eller 60’erne. En positiv undtagelse er radioavisjournalisten og Lystfiskeri-Tidendes mangeårige redaktør Mogens Espersen, der dejligt bestrider at formidle en stemning og en god historie, og flere af hans hyggelige bøger er fortrinlige netop til lænestolsfiskeri.

FINDYRK DIT UDVALG

Heldigvis er de fleste af disse gode læseværdige bøger ikke hverken dyre eller sjældne, da de er kommet i enten store- eller flere oplag. Kig efter de nævnte egnede forfattere som Svend Saabye, Svend Fleuron, Boganis, Hans Lidman, Negley Farson, Niels Fenger, Johani Aho, Børge Høft, Rolf Kaarsberg, Mogens Espersen – der alle har skrevet bøger der er velegnede til at bringe dig ind i lænestols-fiskeriets forunderlige verden.

Når du har fundet din helt personlige smag, kan du findyrke dit udvalg i reolen, så det passer præcist til dig. Så du må hen på biblioteket eller i  antikvariatet for at finde perlerne til de hellige stunder som lænestolsfiskeriet kan give, når vi nu ikke kan komme på rigtig fisketur. Vi er dog mange, der som optakt til en dags fiskeri også lige snupper et par kapitler eller noveller, som opladning til en fiskedag - på sengekanten eller i lænestolen – sådan bare lige for at få tanket sind og sjæl op til turen, hvis du ved hvad jeg mener?

Det danske biblioteksvæsen er både os samlere, gale bibliofile, men også helt almindelige mennesker - utroligt behjælpelige med at finde det man søger. Så brug vore biblioteker og sæt dig ind i hvilke ”lænestolsfiskeri-egnede” bøger der passer dig. Og bliver du bidt af det, så anskaf dig selv de bøger som dit lænestolsfiskeri kræver. De kan som sagt fås i landets mange antikvariater, hvoraf flere har gjort meget ud af netop jagt og fiskeri. 

Ligesindede finder du f.eks. i Dansk Grejsamler Klub, så måske ses vi  og det skulle glæde mig meget at byde dig velkommen både der og i lænestolsfiskernes rækker! 

Til toppen !

Fisk som skabte legender.

Tekst: Per Ekstrøm.

Foto af grej: Ernst A. Christensen.
 

Er der noget der kan få rigtige lystfiskere til at blive euforiske, så er det store fisk. Fascinationen af kæmpefisk sidder så dybt fastkroget i enhver rigtig lystfisker, at det er meget svært at imponere vedkommende med andet, og så har store fisk altid skabt gode historier.

Dette er både historien om den store blåfinnede tun for et halvt århundrede siden i tusindvis trak ind i vore farvande. Tunen skabte legender, men også en klub, der eksisterer den dag i dag, selvom det er flere generationer siden, at tunen sidste gang skabte virak i de danske farvande.

Der var engang

Tunen dukkede jo ikke pludseligt frem fra det rene ingenting. Næ! - Den var trofast kommet gennem årtusinder, der var bare ingen der havde taget den rigtigt alvorligt. Erhvervsfiskerne kendte godt tunen På den sjællandske nordkyst var de ofte ude for, når de røgtede deres garn, at stimer af tun eller ”springere,” som de kaldte dem, kom tæt på for at tage del i ædegildet, når sildene forsøgte at undslippe. Populære var de ikke. Kom en tun i garnet kunne det skabe en del ravage med tabt fangst og ødelagte redskaber til følge.

Under 1. verdenskrig begyndte brødrene Peter og Valdemar Madsen, at fange tun  med tovværk og  hjemmesmedede kroge fremstillet af tænderne fra en hesterive. Der var ingen afsætningsmuligheder i Danmark, men i de sidste krigsår kunne de afsættes på det tyske marked. Efter krigens afslutning hørte det op, og først i 1926 var der atter nogle, der fik øje på tunfiskeriet. Nogle københavnske lystfiskere begyndte at dyrke fiskeriet mere målrettet. Først med håndliner, senere  med stang og hjul. Håndlineudstyret var simpelt. Med en lang bambustang holdt man forfanget med agnet sild eller makrel udfra bådsiden. Samtidig kastede man kassevis af sild eller makrel ud  for at lokke tunen til, og der skulle ofte adskillige kasser til. Selve forfanget med agnen var fastgjort med en knækline, så når tunen tog agnen, blev linen frigjort, og tunen kunne tonse derud af. I enden af linen var monteret en solid 20-liters petroleumsdunk, der fungerede som flåd. Linen var placeret i en kurv eller anden beholder, så der ikke skete ulykker, når en line rutsjede henover dækket. Så sejlede man efter dunken,  og når tunen var blevet lidt træt, sejlede man hen og samlede bøjen op. Herefter startede en ægte tovtrækningskonkurrence. I de fleste tilfælde med tunen i taberens rolle.

Fænomenet Kaj Møller

Den første, der forsøger at fange en tun på stang og hjul, var Kaj Møller. Møller var blevet inspireret af amerikaneren Zane Grey, der malende havde beskrevet kampene med havets storvildt. På en tur til London og efter et meget dyrt besøg hos Hardy Bros. på Pall Mall var Møller klar til kamp på havet.

Den 7. august 1928 gik Møller ombord på kutteren ”Lars Kruse”. Skipperen var noget skeptisk, da han så Møllers udstyr. Københavnere var en særegent folkefærd, og skulle han på havet med det udstyr, så var det en betingelse, at også håndliner skulle med. Han skulle ikke være til grin i hele havnen, hvis de kom hjem uden tun.

Ude på Kattegat begyndte jagten. Udstyret med kassevis af sild, begyndte forfodringen for at lokke tunen til.  5 minutter over 6, faldt hugget, og i første udløb flåede tunen 350 meter af hjulet. I næsten 3 timer var Møller travlt beskæftiget med henholdsvis at hale og slække. Da tunen kom ind til skibssiden var den død. Den havde sprængt sig selv. I Odden Havn vejes Danmarks første lystfiskerfangede tun til 478 danske pund. I den følgende uge fulgte Møller succesen op, og fangede tun nr. 2 og 3. Tun nr. 3 var samtidig lidt af en sensation. Det var tidlig morgenstund, kl. 4.57, da tunen huggede ca. 2 mil N.V. for Gniben. Den tog omgående 400 meter af linen.  Så begyndte en kamp, der er de få lystfiskere forundt at opleve. De første 3 timer var det umuligt at få line ind på hjulet. Tunen trak båden rundt på et område langs Sjællands Odde. Bevægede sig i store cirkler, og synes utrættelig. Ved 9 tiden begyndte Møller at få lidt hold på tunen, da det lykkedes at bjærge næsten 100 meter line. Det synes som om den var ved at være død, men pludseligt tog en vis person ved dyret, og den satte kursen nordover ret mod Hesselø. Båden måtte følge med, og i løbet af nogle minutter tog tunen 300 meter line. Man begyndte at sejle op mod tunen, og kom rigtig tæt på, men atter trak den line af, og gik i dybet.  Det var nu næsten 9 timer siden den huggede. Vejret viste sig fra sin ubehagelige side. Blæst, heftige regnbyger, men det skulle blive endnu mere besværligt. Tunen foretog et pludseligt ryk, og håndtaget på stangen knækkede. Samtidigt begyndte den at vise træthedstegn. Møller pumpede på livet løs. Nu var den  40  til 50 meter fra båden. 20 minutter i 4 knækkede stangen 2 centimeter under hjulet, men tunen var så tæt på, at man efter 10 minutter kunne hale kæmpen indenbords. Et minut i 4 var kampen overstået, da fangstkroge halede rekorden ombord. 11 timers hårdt arbejde var forbi. 638 danske pund vejede tunen (316 kilo). Kun 24 engelske pund (små 12 kilo) fra den daværende verdensrekord på 758 lbs.

De følgende par år fisker flere af datidens prominente lystfiskere jævnligt tun fra Odden. Det er folk som Ludvig Svendsen, (1883-1959) legendarisk grejforhandler og forfatter til utallige bøger om lystfiskeri, Valdemar Nielsen og Bøje Benzon. Fra en privat båd fanger de en del tun mellem 100 – 200 kilo. I årene fra 1930 til 35 hører man ikke så meget til tunfiskeriet ved Sjællands Odde. Ifølge Ludvig Svendsen fordi mængden af sild og makreller ikke var så store som tidligere, men i 1934-35 begynder erhvervsfiskerne fra Snekkersten at fange en del store tunfisk i området mellem Lappegrundens fyrskib og ned til Hven, og i slutningen af 30´erne sker der atter en opblomstring af fiskeriet.

Tunens udbredelse

Hvad der drev tunen så langt ind i de indre danske farvande er svært at sige, da mængden tilsyneladende har været meget varierende. Men set i relation til den samlede bestand var antallet meget begrænset. Indtrykket af bestandens størrelse får man af den norske havbiolog Jacob Sømme´s iagttagelser. Han fortæller om en tur  i 20´erne med et havundersøgelsesskib. Mellem Shetlandsøerne og Bergen sejlede man ind i tætte stimer af tun som gik over hinanden.  De kunne sejle i disse kæmper i timevis, og indenskærs langs den norske kyst mødte de mange kæmpe stimer, men de var at regne for en bagatel for, hvad de havde set ude på havet.  

Grejet – en kostbar investering

Når det gjaldt det primitive fiskeri med håndline, var den økonomiske investeringer i fiskergrejer overkommelig, men kom stang og hjul på tale, så var de kun de få der kunne være med.

Kunststoffer var en ukendt begreb. Stængerne blev primært produceret af Hickory eller splitcane. Hickory er amerikansk valnøddetræ, og rimeligt bøjeligt, men krævede som alle andre naturprodukter vedligeholdelse. Splitcane er flækket bambus, der er limet sammen igen i enten 5 eller 6-kanter.  Den danske stangfabrik Norden, producerede en tunstang i splitcane, der dog kort og godt hed ”TUN”. Løberingene var kraftige og som regel udført i rustfrit stål. Enten med rulleøjer eller med agatbelægning.

En almindelig tunstang kostede nemt mellem 2 og 300 kroner, men så holdt de heller ikke længe. Ludvig Svendsen udtrykte det meget præcist, da han beskrev den gennemsnitlige levetid på en billig tunstang: ”Første år bliver den bøjet, hvis der har været mange fisk på, og året efter knækker den som regel”.  Skulle det være solidt og luksus, stod der Hardy på stangen, men så kostede den det dobbelte.

Stængerne var klassificeret som i dag. Men hvor vi enten anvender lbs. eller kilo, brugte man dengang antallet af tråde i det såkaldte Cuttyhunk til at klassificere linen. Cuttyhunk er en treslået fastsnoet hørline af specielt lange hørfibre. Den var kun let imprægneret og tynd i forhold til brudstyrken. Linens brudstyrke var afhængig af kvaliteten på materialet, men fælles for dem var at de var snoede og flettet på en sådan måde, at de ikke svulmede op, når det blev våde. Alle liner blev derfor benævnte med numre 6, 9, 12, 15, 18 og op til 72. Nummeret henviste til antallet af tråde som linen bestod af. Trådens brudstyrke, der var angivet i våd tilstand, var angivet i henholdsvis 2, 2½ og 3 lbs brudstyrke. Ulempen var at linen skulle tørres efter brug, så en del stole i den små hjem har nok været anvendt som tørrestativer, når manden kom hjem fra fisketur.

Man kendte ganske vist til nylonliner, men havde ikke de brudstyrker som i dag. Nylon har også den ulempe, at det er elastisk og kan ødelægge en hjulspole, hvis den lægges meget stramt op på hjulet.

Hvad hjulet angik, så var der stor forskel. Der blev produceret store Nottinghamhjul, uden udveksling. Amerikanske Penn var også på banen med hjul med udveksling og stjernebremse. Et alternativ var Jagt og fiskerimagasinets kopi af en Penn 16/0 – model ”Tuna”, fabrikeret på licens. Det kunne fås for under det halve af tunhjulenes Rolls Royce,  en model Hardy Zane Grey, der kunne fås en to udgaver, en 12/0 eller 14/0. Numrene henviser til hjulets diameter. Den ukronede tunkonge Carl Bauder udtrykte det i Jagt & Fiskerimagasinets årlige katalog i 1950 sin begejstring for Hardy`s grejer således: ”Min Hardy-Zane Grey stang kan tåle at fighte de allerstørste tunfisk. Man behøver ikke at have ængstelse for, at den skal knække ved at tage for hårdt på meget store fisk. Det er smukt arbejde som alt andet af Hardys redskaber”. Sagt af en mand med forstand på tun.

Tunfiskeriets guldalder

Det egentlige boom kom først i årene efter 2. verdenskrigs afslutning, men så blev Danmark også for alvor sat på verdenskortet som stedet for de store tun.

I årene 1940-45 foregik der naturligvis intet fiskeri. I 1939 var lystsejlads og fiskeri i Øresund blevet forbudt på grund af krigsudbruddet i Europa, men gennem hele krigen fangede Snekkerstenfiskerne mange tunfisk i Øresund, mens lystfiskerne kunne bare se på.

Allerede i sensommeren 1945 var de første tunfiskere dog på plads i ”Tunfeltet” (området mellem Helsingør og Helsingborg og ned til Hven). Svenske Jægermester Callander fanger, med stang og hjul, i løbet af 7 dage i oktober ikke færre end 6 tun, der tilsammen vejede ikke mindre 1.239 kilo. Den største var på 240 kilo. Året efter er Callander på færde  og fanger i løbet af bare 4 dage 9 tun. Samme Callander fortsætter i 1947 forrygende stil og fanger ene mand 24 tun, hvoraf de 6 tilsammen vejede ca. 1 ton. Den største på 320 kilo, som på det tidspunkt er skandinavisk rekord.

Året 1948 er tunhistoriens mest fantastiske fangstår, og her skabes Danmarkshistoriens største ”tunlegende” – Carl Bauder. I løbet af sæsonen fangede han ikke færre end 68 tun med en samlet vægt på ikke mindre end 10.301 kilo, svarende til en gennemsnitsvægt på 151 kilo. Det skønnes, at der i rekordåret 1948 blev landet omkring 400 tun i Øresund. Nogle kilder anslår 600 tun.

I takt med at tunfiskeriet boomer, kommer der naturligvis flere fiskere på vandet. Havde man ikke selv båd, kunne man leje sig ind hos erhvervsfiskerene i Snekkersten. Var man nogle stykker, kunne man slå sig sammen og chartre en båd. Det kostede 100 kroner for en dag, men så tilfaldt fangsten også skipperen, for nu var der i modsætning til tidligere kommet mange penge i tunfisk. I begyndelsen af 30érne kunne man kun få omkring 10 øre kiloet, men da Skagens Konservesfabrik begyndte af producere tun på dåse steg prisen. Var man heldig, kunne en tun måske indbringe 2,50 krone kiloet, og så var der god økonomi i fiskeriet.

På gode dage kunne der ligge flere hundrede fartøjer i området af forskellig størrelse og med motorer med mere eller mindre motorkraft: Derfor fik man færdselsregler. Fik man tun på, var det det første stykke tid tunen, der bestemte farten. For at advare andre om, at nu havde man tun på, hejste man et gult tunflag. Det var markeret med et stort ”T” og så havde man forkørselsret i forhold til andre. Skibstrafikken ned gennem Øresund var ikke så voldsomt dengang, og hastighederne på større skibe knap så hurtigt. En stor supertanker ville nok ikke have haft de store chancer for at undgå en kollision, fordi en kroget tun nu havde bestemt sig for at gå en bestemt vej. Tolerancen var nok større dengang, og færgerne respekterede også, når tunflaget var sat.

En af de personer, der også fortjener en plads i historien om tunfiskeriet, er Bent Lind Jacobsen, måske mere kendt under synonymet ”Peter Pirk”, som han skrev under gennem mange år i Politiken,

Inspireret af specielt Carl Bauders gode resultater købte han eget skib, som tidligere var hjemmehørende i Karrebæksminde. Det blev døbt, men erhvervsfiskerne i Skudehavnen genkendte skibet under et andet navn – Daskelas - og så fik skibet lov til at beholde sit oprindelige navn.

Peter Pirk fortæller om tunfiskeriet i bogen ”Et liv med fiskestangen”. Det var nemlig ikke ligetil og der var mange tun på kontoen ”over mistede fisk”. Carl Bauder omdøbte drillende båden, på grund af de mange tabte tun, til ”Fumlelas”, men det lykkedes det meget godt for Peter Pirk, at få fanget sin andel af tunene. Han er så vidt vides den eneste, der kan prale af at have fanget 3 tun over 300 kilo.

Kæmpen – og den man aldrig så!

Enhver god lystfiskerhistorie rummer også fortællingen om kæmpen. Fisken som kun er forbeholdt den ene. Historien tager sin begyndelse søndag d. 13. august 1950. Knud Kyvsgaard er taget på Øresund i sin båd. Med i båden er kone og datteren Birgitte på 11 år.  De var startet fra Snekkersten havn ved halv tolvtiden og havde hele eftermiddagen ikke set skyggen af tunfisk. Omkring klokken halv fem midt ude i Sundet lidt nord for færgeruten Helsingør-Helsingborg sker der noget. Han fodrer med makrel, som er skåret i stykker for at tiltrække tun. Så kommer hugget. Hjulet hviner. Fisken står stille. Kyvsgaard tager stangen og strammer op, og så kommer der fart på fisken. Han råber til sin kone, at hun skal starte båden. Hun kender båden, får startet motoren, sat tunflaget, alt mens tunen raser derudaf. På dækket kan Kyvsgaard ikke andet end at se til. Hans harnisk ligger inde i styrehuset, og han kan ikke selv hente det, da han har nok at gøre med at holde fisken. Omsider får han harnisken på, lægger pres på tunen og får halet line ind, mens den går ned mod bunden. Den står stille, og er ikke til at rokke ud af stedet. Cirkler lidt rundt uden at det er muligt, at få bare en centimeter ind på hjulet. Det står på i cirka 20 minutter. Kyvsgaard begynder at lægge pres på, da han tror, der er tale om en mindre tun. Han begynder at pumpe. Det skulle han ikke have gjort. Pludselig tager fanden ved tunen. Den pløjer af sted som en torpedo gennem vandet. Intet synes at kunne stoppe den. På et tidspunkt, hvor motoren var slået fra trækker den båden over Øresunds bølger. Pludselig er det ved at gå galt, da den har ret kurs mod en anden båd, hvor der også er tun på. På forunderlig vis lykkedes det lige akkurat, at få passere den anden båd, hvis skrue kun er få meter fra Kyvsgaards line.

Tunen fortsætter med uformindskede kræfter sydover mod Hven, og Kyvsgaards hustru er nød til at starte motoren for at følge med, da tunen får en ny idé. Det vil til Sverige og tager kurs direkte mod en tysk damper. Kaptajnen synes ikke at kende til det gule tunflag, og fortsætter sin kurs. Der bliver råbt og de kun er få meter fra damperen, da han endelig slår kursen om og svinger rundt. Samtidig ændrer tunen retning, og man undgår lige akkurat at blive ramt af agterstavnen på damperen.

Det er blæst op, og bølgerne generer Kyvsgaard, men ikke tunen, der de næste par timer trækker på kryds og tværs over Sundet. Kyvsgaard lægger et kæmpepres, men lige lidt hjælper det. Hans krop begynder at værke, og på et tidspunkt er de i nærheden af Snekkersten havn, da den trækker over mod 2 række bundgarnspæle. Mellem bundgarnspælene går den rundt i cirkler dybt nede, men det lykkedes at få så meget line ind, at den bliver presset så meget op, at han får et enkelt glimt af fisken, før den atter går i dybet. Denne gang på vej direkte mod det ene sæt bundgarnspæle. Kyvsgaard  pumper alt hvad remme og tøj kan holde – tunen stopper. Den kommer så tæt på, at hans kone kan få fat i forfanget. Han kommer til og sammen med datteren, holder de alle 3 i forfanget. Kyvsgaard stikker fangstkrogen ned og får den solidt gaffet, væltet om på ryggen og dolket. Det var umuligt at få den indenbords. Alt mens klapsalverne og hurraråbene lyder fra omkringliggende både fortøjres tunen, og kursen sættes mod Snekkersten. I havnen kunne vægtkontrolløren bekende, at dyret vejede 744 pund. Ny rekordfisk.

Beretningen om Kyvsgaards kæmpe tun kunne ligesom godt være endt som historien om den, man aldrig så. Den historien kan  til gengæld fortælles af Axel Svendsen, Ludvig Svendsens søn. Sammen med en kammerat lå han i august 1949 udfor Kronborg, da hugget falder ved halv et tiden.. Efter et udløb på 200 meter giver Axel Svendsen modhug og kampen begynder. Kammeraten sejler mod fisken og der hales line ind. Tunen går ned og går i store cirkler og er ikke til at rokke ud af stedet. Der går omkring 2 timer ,og trætheden er ved at indhente Axel. Kammeraten vil gerne overtage stangen, men det vil Axel ikke. De beslutter at hale den ind i hånden. Tunen trækker nordover, mens de haler line ind. Den kommer så tæt på båden, at de har fat i dobbetlinen. Der er kun 12 meter ned til fisken. Axel lægger stangen fra sig for at hjælpe med at håndline tunen ind. Linen der er 162 lbs line skærer et dybt  hak i rælingen, men tunen forsætter nordover mod Kullen. Der er nu gået 6 timer, og de beslutter at sætte en bremsedunk på linen som straks bliver trukket under, men kort efter dukker op igen . De er blevet sultne og beslutter at gå nedenunder for at spise. Imens fastgør de linen til pullerten og mens de spiser trækker tunen båden på omkring 5 tons nordover. De ændrer taktik. Hver gang de får line ind giver de den en tørn om pullerten. Linen er spændt som en violinstreng og synger ligeså. Mørket er ved at sænke sig, da solen er ved at gå ned, men tunen trækker stadig med uformindsket kraft. Klokken halv ti sprænger linen efter en kamp som ingen ende synes at få. Ved midnat i havnen mødes de med Ludvig Svendsen, der fyrer følgende salut af til sønnen: ”Om så jeg skulle være blevet derude hele natten, havde jeg aldrig givet mig!”. Forskellen var nok bare, at sønnen var knap så entusiastisk som faderen.

Skandinavisk Tuna Klub og Skandinavisk Tuna Cup ser dagens lys

Inspireret af det fantastiske fiskeri i 1948 synes det helt naturligt, at en flok meget entusiastiske tunfiskere allerede samme efterår får ideen om at stifte en klub med navnet Nordisk Tun Klub. I vinteren 1948/49 bliver klubben en realitet. For at få et mere internationalt islæt ændres navnet til The Scandinavian Tuna Club. Ved stiftelsen d. 4, marts 1949 indmelder 18 personer sig. 11 svenskere og 7 danskere. Til bestyrelsen vælges som præsident Mogens Mogensen, vicepræsident bliver Peter Balle, sekretær Wahl-Asmussen, kasserer Börje Velander samt bestyrelsesmedlemmerne Carl Bauder og Arvid Carlander. Der er store planer om allerede samme år at arrangere et stor tunkonkurrence på Øresund, og da Børge Munk Jensen på vegne af Berlingske Tidende udsætter en vandrepokal til værdi af 5.000 kroner, synes der at være støbt et solidt fundament for en fiskemæssig succes på internationalt plan.

23. og 24. august 1949 indbydes der for første gang til Skandinavisk Tuna Cup på Øresund. Cirka 80 fiskere fordelt på 40 både har meldt deres deltagelse. De fleste garvede tunfiskere fra begge sider af Øresund. Snekkersten havn er udgangspunkt for konkurrencen og Snekkersten Kro er stedet for den efterfølgende afslutningsfest. Der fiskes efter nogle regler, der er helt på niveau med vore dages meget strikse fiskeregler. Man kan derfor kan sige, at konkurrencen allerede var en del forud for sin tid. Der er nemlig begrænsning på linens brudstyrke, som maksimalt på være på 54 tråde, svarende til en brudstyrke på 162 lbs (3x 54). Konkurrencen afgøres efter et pointsystem, hvor man får 1 point pr. kilo tun, men fiskeren, der fanger den første fisk, får desuden 50 point oveni, mens den fisker der har de fleste fisk får 50 point oveni. Vinderen er den fisker, der sammenlagt over begge dage har flest point. Der indvejes 7 tun, og den første vinder af Tunacuppen, den prægtige sølvbowle, der er indkøbt som præmie, tilfalder Kristian Nüchel.

De følgende år udvikler konkurrencen sig efterhånden til en mediebegivenhed. Radio og ikke mindst det nye fænomen - fjernsynet, bliver en god reklamesøjle for konkurrencerne. Der vises reportager fra konkurrencerne, hvor seerne kommer tæt på den drabelige kampe mellem tun og fisker. Bl.a. vises en kamp hvor Jack Iversen kæmper længe med en tun, men hvor tunen sejrede efter 4 timer og 19 minutter, som det malende udtrykkes i reportagen. Det var så populært, at man på BT-Centralen på Rådhuspladsen kunne købe billetter til et skib i Snekkersten havn, hvor man blev sejlet ud på Øresund, så man på nærmeste hold kunne betragte fiskeriet.

Der kommer også et royalt islæt over konkurrencerne, da den fiskebegejstrede Prins Axel (1888-1964) bliver præsident for Skandinavisk Tuna Club og samtidig protektor for Skandinavisk Tuna Cup.

I begyndelsen af 1950´erne løber man ind i det problem, at tunen begynder at svigte. I 1953 bliver man nødt til at udsætte den årlige konkurrence, der var planlagt fra 24. til 29. august til 1. til 6. september, da der i midten af august endnu ikke var set tun i Øresund. Det synes at være en god idé, for allerede den første dag bliver der fanget 3 tun, men da konkurrencen er fordi, er den samlede fangst kun på 5 tun, med den største på 270 kilo. I relation til deltagerantallet på omkring 70 deltagere synes det som et meget begrænset udbytte. Sidste år der afholdes Skandinavisk Tuna Cup på Øresund er i 1954 hvor der kun fanges en enkelt tun, og hvor den samlede fangst i hele Øresund anslås til omkring 35 eksemplarer. De følgende år udebliver tunen helt fra Øresund.

I 1959 skiver Børge Munk Jensen en artikel i Sportsfiskeren med overskriften: Hvor er tunfisken blevet af? For det er ikke kun Øresund, der svigtes af tunen. På den nord-amerikanske østkyst ved Nova Scotia har man ligeledes måtte aflyse konkurrencerne på grund af manglede tun. Tunen har tilsyneladende ændret trækruter, da de optræder i samme mængder som tidligere, men på andre breddegrader. Nu er de europæiske konkurrencer henlagt til Biscayen og ved Amerika forgår det nu så lagt sydpå, som ved Bahama-øerne udfor Florida. Tunfiskeriet i Danmark synes at være en saga blot.

De sidste krampetrækninger giver de største.

I 1960, da man næsten havde opgivet håbet om nogensinde at se tun igen, skete det alligevel. Jan Grabowski fangede på Lappegrunden 2 tun hvoraf den største vejede 250 kilo. På den svenske side af Øresund satte den erfarne tunfisker Erik Öhrn svensk rekord med 360 kilo, da han d. 29, august ligeledes på Lappegrunden fik et kæmpe hug lige nord om færgeruten. Kampen endte 3 timer senere oppe ved Höganäs.

Året 1961 var som en genfødsel af de  gode gamle dage. Den samlede fangst lå på omkring 300 tun – og det var stortunenes år. Største tun var på 360 kilo fanget af Arne Petersen-Heinrichsen, men andre blev også noteret for tun over 300 kilo. Bl.a. den 18-årige Per Johansen, der på sin første tur overhovedet fangede en tun på ikke mindre en 327 kilo. Familien Kyvsgaard havde gang i den. Datter Birgitte fangede en tun på 317 kilo og satte europarekord for kvinder, men fangede desuden 2 yderligere på 272 og 246 kilo. Mor, Nina Kyvsgaard, fangede en på 293, 5 kilo, mens far Knud måtte ”nøjes” med en ”lille” på ”kun” 248 kilo.

Det var den sidste rigtige tunsæson. I de kommende år var der kun tale om enkelte sporadiske fangster af tun og i 1964 var det endelig slut, da den sidste tun blev taget af Sven Marcussen. Tunkongen Carl Bauder fangede sin sidste og mindste tun i 1962 – sølle 51 kilo vejede den. Håbet forsvandt dog ikke helt. I en annonce i Sportsfiskeren fra 1966 annoncerer den kendte sundskipper Per Thuesen med tunfiskeri fra hans skib Syveren. Selskaber på 4-5 personer incl. tungrej kostede 100 kroner. Til gengæld var turen gratis for alle deltagere, bare der blevet fanget en tun. Et godt initiativ der desværre ikke gav gevinst.

Siden har der kun været spredte fangster af erhvervsfiskere. Den største jeg umiddelbart kan erindre er et eksemplar på ikke mindre end 450 kilo, der i sommeren 1981 blev landet af en erhvervsfisker i Odden Havn.

De gode gamle dage vender aldrig tilbage

Årsagen til tunens endelige exit fra dansk farvand skyldes ren og skær opfiskning og rovdrift. Tunene når ikke at blive ret gamle og inden de opfiskes, og et regulært forbud er nok den eneste løsning på problemet. Irske lystfiskere er nordom Irland begyndt af fange tun på lystfiskergrej, så måske er der håb. Realistisk bedømt bliver nok aldrig, som det var i gamle dage, men man har da altid lov at håbe.
 

Til toppen !