Hej Heinz.

Jeg har et fiske hjul (spole), hvor der står record på siden, og det er produseret af a.b. urfabriken svangsta sweden. Det har nr 600. Hjulet er med halv bøjle og bremse i bunden. Det kunne være sjovt, hvis du kunne fortælle lidt om alder, pris eller bare en historie. På forhånd tak.

LMJ.

Hej LMJ.

Tak for din mail!

I 1950 kom AB Urfabrikens første fastspolehjul – det var Record 500 – i 1952 kom så en forbedret udgave – Record 600, som ligeledes havde en relativ kort produktionstid – nemlig 2 år, hvor det i 1954 blev afløst af Record 700. Denne model havde modsat sine forgængere helbøjle, som vi kender den i dag – men grundet Hardy i England sad på patentet for helbøjlehjulet – kunne andre i verden først producere, da dette patent udløb.

Modellerne 500, 600 og 700 var ikke produceret af ABU, men af en schweizisk firma, som selv solgte modellerne i eget navn. Senere fik ABU også lavet hjul i Italien (bl.a. model 1000) og modellerne 400 og 450 blev lavet af Sprtex i Tyskland. Først med det legendariske ABU 444 fra 1955 var det egen produktion i Svängsta – om end nogen mener at visse af de udenlandske hjul dog blev samlet i Sverige?.

Så det er fakta om din 600 – som var et kvalitetshjul – især efter datidens norm, men det skulle undre mig om ikke det snildt kunne fange et par gode fisk i kyndige hænder i dag.

Prisen på disse hjul svinger meget – en flot (nær ubrugt) hjul, hvor maling og teknik er i top – vil på en auktion indbringe 3-400 kr., og er der en æske med – og det måske er noget nær ubrugt – et par hundredkronesedler mere. Rigtig sjælden er det ikke – men der er ikke så almindeligt mere – så gem det mere end 50 år gamle hjul, som var et af de sidste hjul fra halvbøjle-æraen (pick-up).

MVH. Heinz