Hej Heinz!

Jeg har en stang, som jeg gerne vil vide lidt om!

Det er måske en Greenheart, den har 2 spidser, ferulerne er af messing hvorpå der er en slags gevind, så den samles ved at skrue den sammen.

Forneden på håndtaget er der et messing stykke hvorpå der står Harrods ltd. London, ellers står der ikke noget, men på stangposen er der broderet et logo, hvor der står Kraft.

Øjnene er slangeøjne og topøjet er beviklet med kobbertråd, stangen er rund og har en brunlig farve, og tung som et ondt år, sikkert en to hånds på 14-15 fod.

Hilsen Verner.

På forhånd tak.

Hej Verner!

Op gennem tiden er der lavet fiskestænger af utallige træsorter, men nogle af dem der havde mest succes var af splitcane, der som bekendt er opsplittet tonkin bambus - og lige siden de blev almindelige sidste trediedel af forrige århundrede - har de været dyre. Derfor lavede man både før og efter splitcanen - stænger af mange især eksotisk træsorter; Greenheart, Lancewood, Ironwood, Hickory m.fl. og så naturligvis bambus i sin oprindelige form som bedstefar kunne købe hos den lokale købmand. Nogle af træsorterne kombinerede man, sålede at bundstykket og toppen var af forskellig træsort - der hver havde sine fordele (styrke, smidighed o.s.v.).

En Greenheart-stang kan således være fra de sidste henved 200 år, og man har faktisk lavet dem til op omkring 2. verdenskrig, hvor man markedsførte dem sideløbende med de "fine" og dyre splitcanestænger. Enkelte firmaer som f.eks. Hardy tilbød sågar flere stangmodeller i både splitcane og i Greenheart - da visse kunder foretrak sidstnævnte som i visse udførsler havde nogle meget fine kasteegenskaber. 14-15 fod (4,2 - 4,5 meter) er jo en alvorlig sag at svinge med, spørgsmålet er om det er en flue- eller medestang - det skal man kigge nærmere på stangen for at gætte på.

Fabrikatet af din stang er ikke godt at vide, og at den er solgt gennem stormagasinet Harrod i London - som har eksisteret siden 1849 - hjælper det heller ikke meget. Men mon ikke årene mellem de to verdenskrige er et godt gæt. Harrods brugte ligesom mange andre stormagasiner - at have en jagt og fiskeriafdeling, og de solgte fiskegrej og våben i eget navn, men det var lavet af andre.

Træsorten kan være svær at afgøre, da f.eks. Hickory (amerikansk asketræ) der er lyst - ofte blev bejset, så de fleste stænger var enten brune eller helt sorte. Stofmærket på posen kunne det være sjovt at se (hvis det er den originale pose?) måske kunne det give en idè om, hvem der har lavet stangen til Harrods?

Så Verner, det er en sjov gl. stang du har - den er ikke så vældig sjælden, da sådanne solide sager ikke sådan går til, og derfor har mange overlevet - og står på lofter og i udhuse. Fiske med den er nok sjovt, men ikke særlig praktisk. At sælge den bliver du ikke rig af - den indbringer højst nogle få hundrede kroner på en auktion. Men at finde et gammelt sjovt hjul - og måske en tilsvarende ældre silkeline - og så op på væggen til pynt. Er det ikke lige dig - så måske en i familen eller omgangskredsen?

MVH. Heinz.